|
Hvor kommer PREP fra?
I Danmark er PREP udviklet med inspiration fra det norske og amerikanske
PREP.
Modum Bads Samlivscenter i Norge har igennem de sidste 12 år uddannet
kursusledere, som udbyder parkurser i offentligt og privat regi.
Mange samlivskurser er i Norge en integreret del af det offentliges
tilbud til familier. At forebygge samlivsproblemer ses som et
samfundsanliggende. For eksempel tilbydes der parkurser til forældre,
der lige har fået deres første barn.
Center for Familieudvikling arbejder for, at PREP får samme
udbredelse i Danmark. Centeret oversætter og bearbejder PREP-materialer
til danske forhold.
PREP og forskning
PREP er baseret på næsten 30 års forskning i, hvad der skaber bedre
relationer i parforhold. PREP-konceptet kan hjælpe til at skabe rammen
for sundere par forhold såvel som bedre trivsel i familien.
Studier har vist, at par, der lærer at anvende principperne bag PREP,
har større mulighed for at blive sammen.
PREP-konceptet bliver vurderet til at være blandt de mest anvendelige ud
fra sammenlignelige resultatundersøgelser. Opfølgninger har vist, at de,
der har gennemgået PREP, har det signifikant bedre, målt på deres
tilfredshed i relationen. De oplever færre problemer og har mere positiv
interaktion og kommunikation med hinanden.
I en tysk opfølgningsundersøgelse (1998) havde par, der havde gennemgået
PREP, 5 år senere en skilsmisserate på 4%, mens en kontrolgruppe, som
ikke havde været på PREP-kursus, havde en skilsmisserate på 24%.
Hvem er PREP-kurser for?
Kurserne er for par i alle aldre og livsfaser. Nyetablerede par kan få
gode kommunikationsvaner fra starten af deres forhold. Par, der har
levet sammen i længere tid, kan få hjælp til at bryde dårlige vaner samt
inspiration til at videreudvikle det, som er godt i deres forhold.
PREP er skabt som et forebyggende program. Det betyder, at det er rettet
til par, som er motiverede for at blive sammen og arbejde med deres
relation. Det retter sig således ikke til par, der er gået fra hinanden.
Vi er bevidste om, at mange par, der søger hjælp, er i tvivl, om de skal
være sammen. Kurset er dog ikke er lavet til par i denne fase. Derfor
arbejdes der ikke eksplicit med denne tvivl eller disse valg. Alligevel
kan både PREP for par - med dette in mente - indgå som et vigtig led i
en svær og vigtig afklaringsproces.
Kurset er ikke målrettet par, hvor bruddet skyldes misbrugsproblemer,
problemer med alvorlig vold eller psykisk sygdom. Søg da hjælp hos din
kommune og/eller prøv følgende links:
Aviserne skriver:
Politikken: Kursus kan redde par i krise
Bramming Ugeavis: Gå over broen og bliv hørt
Undervisningstemaer på
kurset
Her kan du læse om nogle centrale temaer, der gennemgås på parkurserne.
Forventninger og roller
Alle har bevidste og ubevidste forestillinger og forventninger om
parforhold og familieliv. Disse forestillinger tages med ind i forholdet
og præger synet på partneren. Kurset lægger op til arbejde med egne
forventninger og roller.
Kommunikation
Kommunikation er en af de vigtigste faktorer i parforholdet. Mange par
bruger meget tid på at snakke, men taler forbi hinanden eller glemmer at
lytte. Mange føler sig ikke forstået af deres partner. PREP-kurset
underviser i tydelig kommunikation på en enkel måde og giver hjælps til
at håndtere forskellighed.
Faresignaler
Ved at undersøge pars kommunikation har forskere fundet 4 negative
mønstre, som mange par ender i. Kurset giver redskaber til at
identificere og modarbejde de negative kommunikationsmønstre.
Problemløsning
Alle par oplever konflikter. PREP giver brugbare redskaber til
håndtering af konflikterne, når de opstår.
Tilgivelse
I livet med hinanden kan det ikke undgås, at man kommer til at gøre
hinanden ondt. Kurset prøver at give forståelse for, at tilgivelse er et
centralt og livsbekræftende begreb, som kan hjælpe par til at leve
sammen.
Seksualitet og sensualitet
Fysisk nærvær kan være med til at skabe glæde, tryghed og nærhed.
Samtidig er det også et sårbart og vanskeligt felt. PREP sætter fokus
på, hvordan man kan skabe rammer for intimiteten i parforholdet i en
travl hverdag.
Værdier
Værdier og livssyn styrer flere ting i parforholdet end man umiddelbart
forestiller sig. Kurset giver udfordringer og opgaver, der sætter fokus
på disse værdier og guider til at finde fælles værdier.
Venskab, hygge og humor
Hverdagen har mange krav og udfordringer, og livet rummer mange
alvorlige aspekter. PREP-kurserne sætter fokus på vigtigheden af, at man
også giver både plads og næring til glæde og venskab i parforhold og
familieliv.
Engagement og forpligtelse
Forskning viser, at det har en positiv indflydelse på forholdet, at par
grundlæggende vil hinanden. Kurset belyser, hvor vigtigt engagement i
parforholdet er.
Tilbage
|

|